DET GLITRENDE GULD
Jane Kønig skaber sine smukke guldsmykker i 18 karat guld, men hvor stammer vores fascination af det gyldne metal egentlig fra?
Guld har altid fascineret os og været et af vores mest værdifulde materialer i tusindvis af år. Det er skinnende smukt, det er let at forme, det leder elektricitet og bliver som det eneste metal ikke grimmere med tiden.
De mange unikke egenskaber har sikret guldet en central rolle i vores historie. Som pynt hos de gamle egyptere tusindvis af år f.Kr., som valuta i form af guldmønter og senest som et vigtigt råstof i elektronik som for eksempel sim-kortet i din smartphone. Men vigtigst af alt bruger vi guld til smykker.
Hvad er guld?
Guld er et ædelmetal, der ikke reagerer på ilt eller andre stoffer i atmosfæren, så det holder sig blankt. I sin reneste form er guld det mest smidige materiale, der findes – faktisk er det så blødt, at du kan forme det med hænderne. Til smykker legerer man derfor guldet med andre metaller som sølv, kobber og palladium for at gøre det mere holdbart.
Rød- og hvidguld
Guld findes kun i en farve: gul. Men du kan bruge legeringen til at fremstille rødguld og hvidguld. Jo mere kobber, du bruger, jo mere rød bliver guldets farve. Skal guldet i stedet være hvidt, legerer man det med sølv og palladium.
Sådan ser du, om dit smykke er af guld
De fleste guldsmykker består af 14 eller 18 karat guld alt efter, hvor højt indholdet af guld er. Vil du tjekke, om dit smykke er ægte, skal du kigge efter et lille metalmærke nær lukningen. På mærket står guldets karat. Mærket kan være 14 K eller 18 K – eller stå med decimaler som for eksempel 750, der indikerer 75 % eller 18 karat.
Hvem klæder guld?
De fleste kvinder kan bære guldsmykker, men det gyldne metal klæder nogen bedre end andre. Guld er rigtig godt til dig, hvis din hårfarve har varme brune eller røde toner, og hvis du har en gylden hud, der nemt bliver solbrun. Er du mere lys i huden og har stærk blå eller grønne øjne, skal du hellere gå efter hvidguld.
Dyrt og eftertragtet
Det smukke ædelmetal bliver udvundet i mineralrige områder som bjerge, klipper, vandløb og floder. Tidligere kom to tredjedele af verdens guld fra Sydafrika, men i dag er Kina det land, der udvinder mest guld.
Det bliver dog sværere og sværere at udvinde guldet, hvilket gør det dyrt og eftertragtet over hele verden. Det betyder også, at det holder sin værdi på en anden måde end valutaen, der kan svinge op og ned. I dag er prisen på ét gram guld cirka 300 kroner.
Vidste du, at?
Guld mister ikke sine egenskaber, så du kan smelte gammelt guld om til nye unikke smykker.